lørdag den 18. februar 2017

Koncertåret 2017;

Vi er halvanden måned inde i året, og jeg har allerede købt fire koncertbilletter. Mit nytårsforsæt om at være mere kulturel og at have mere at se frem til, går allerede meget fint, synes jeg. Lige om lidt køber jeg også Tinderbox-billetten, som giver mig adgang til Jimmy Eat World, Sean Paul og Kings of Leon, men indtil da er her fire (meget forskellige) koncerter, som jeg glæder mig til: 

 
Fotocredit: Kevin Winter/Getty Images


Marts: Den her koncert er muligvis årets højdepunkt for mig. Det er i hvert fald tæt på, og siden jeg bookede billetterne har jeg nærmest ikke kunne tænke på andet! Jeg har så ofte talt om, at Ed Sheeran er en af de musikere, jeg allerhelst ville høre – og nu får jeg chancen! 
Jeg var nærmest hjerteknust, da han annoncerede sin tour, og den dag han skulle spille i Herning var en dag, jeg allerede havde booket til noget andet. Men lidt kreativ tænkning og to fantastiske veninder var løsningen, og nu skal jeg høre ham i Hamborg i stedet. Jeg glæder mig så meget til at synge med på 'Castle on the Hill', 'Photograph', 'Don't' og alle de andre fan-tas-tiske numre – krydret med road-trip til Tyskland og fangirling med to af mine yndlingsmennesker. 




Fotocredit: Agnete Brun

April: Den her er lidt sjov. Og egentligt meget spontan. Da jeg opdagede, at Maria Mena kom til Odense (af alle steder!), blev jeg simpelthen nødt til at købe billetter til Nico og jeg. Det skyldes nok mest af alt nostalgi, for åh hvor sang vi meget med på 'You're the Only One' og 'When it Rains', da vi var teenagere! Og nu skal vi så skråle med på dem live.
Sandheden er, at jeg nok aldrig var rejst land og rige rundt for at se Maria Mena. Men nu kom hun til Odense, og så var det altså oplagt. 



Fotocredit: Republic Records


Maj: Ariana Grande er egentligt ikke en musiker, jeg nogensinde havde tænkt mig at høre. Jeg kan knap nok hendes sange: men billetterne er en gave til en meget nær veninde, og jeg glæder mig til at dele den oplevelse med hende og vores kærester. Det bliver sjovt – og så må jeg lige lære hendes sange i mellemtiden.
 
Fotocredit: Billboard

Oktober: For nylig diskuterede min søster og jeg, hvilke musikere vi allerhelst ville se. Jeg nævnte Passenger og Ed Sheeran, og hun nævnte Lady Gaga som den ultimative oplevelse. Kort tid efter dukkede Ed Sheerans koncertdatoer op, og hun sagde ja til at tage med mig hele vejen til Hamborg for at opleve ham. Da Lady Gaga billetter derfor gik i salg denne uge, sagde jeg ja til at tage til den koncert med hende. Det er jo hendes drøm: og eftersom hun altid bakker op om mine, tager jeg gerne til den koncert med hende. Jeg har nærmest aldrig set hende så glad, som da vi fik billetterne i hus! 
Personligt glæder jeg mig til et kæmpeshow (for dét er altså noget, Gaga kan!), en stor oplevelse med min søster og til at hoppe i takt til musikken på koncertgulvet. For helt ærligt, hvem kan stå stille til 'Just Dance'?

Har du planlagt nogle koncerter i 2017? Hvilke?


tirsdag den 14. februar 2017

Et par ord om Valentinsdag

"Jeg synes, Valentinsdag er noget pjat. Det er kommercielt og alt for amerikansk," siger kvinden som både giver og modtager blomster på Mors Dag.

"Jeg hader Valentinsdag. Det er det værste, jeg ved," siger både mænd og kvinder, som har set sig sure på traditionen.

"Jeg er imod Valentinsdag. Man behøver ikke en dag for at fejre kærligheden, man skal fejre den hver dag," siger endnu flere. Og det er dem, jeg adresserer her:

For nej. I den ideelle verden, behøver man ikke en dag til at fejre kærligheden. Ligesom man nok heller ikke behøver julen til at samle familien eller fødselsdagen til at fejre en kær. Ligesom man jo egentligt heller ikke behøver årsdage eller Mors/Fars Dag – eller Befrielsesdagen for den sags skyld, som man jo burde huske ofte og ikke kun på én bestemt dag. 
Og jeg tror bestemt også, de fleste par fejrer kærligheden og i hinanden i hverdagen. Men langt fra hver dag, hvis begge har fuldtidsarbejde, sociale aftaler, motion og huslige pligter der skal passes. Der går hurtigt hverdag i den, og det er også helt OK. Det er nok i virkelig unaturligt at tro andet. Men det betyder også, at man ikke altid har tid til at fejre kærligheden hver dag. Og her kommer Valentinsdag ind i billedet som en fin undskyldning for lige at kysse lidt ekstra på hinanden og skrive en SMS med et par søde ord.
Herhjemme går hverken Nico eller jeg overboard med valentinsplaner, men vi markerer ofte lige dagen på en eller anden rar måde. Det behøver ikke være et materielt mareridt, men bare lige en fin måde at få dagen til at skille sig ud fra alle hverdagene. Der er jo trods alt så mange af dem, og jeg bliver så irriteret, når folk proklamerer at hver dag i et parforhold skal være noget særligt. Det virker så helligt. Så meget på tværs for tværshedens skyld.

lørdag den 21. januar 2017

I 2017 vil jeg ...

Jeg ved det, jeg ved det. Nytårsforsæt er gået frygteligt af mode over de sidste par år. Mest af alt fordi, så mange mennesker bruger dem som en mulighed til at slå dem selv i hovedet med ting, de alligevel ikke kan ændre. Det bliver så hurtigt negativt og ligegyldigt.
Men ikke desto mindre synes jeg, der er noget fint ved at betragte det nye kalenderår som en ny begyndelse. Det er vigtigt at evaluere – også sig selv og sit liv – og nytår kan passende bruges som en slags personlig tilfredshedsundersøgelse. Er man der, hvor man vil være? Hvis ikke, hvordan ændrer man det så? Jeg tror ikke, det er en dårlig idé at sætte ord på, hvordan man vil blive gladere. Jeg tror bare, det er vigtigt, man holder det positivt, så nytårsforsættene virker som mål og ikke som afstrafning



Jeg har mange mål og drømme for år 2017. Her er et par af dem; 

I 2017 vil jeg ... 

– Have noget at se frem til hver dag. I praksis bliver denne nok svær, fordi der altid vil være grå dage. Men idéen er, at jeg skal have én ting planlagt hver dag, som jeg kan glæde mig til. Om det så bare er TV-tid med Nico, en gåtur, en løbetur, en aften med en god bog, et venindebesøg, god aftensmad eller andet – hver dag skal have en lille glæde. Og det er op til mig at sørge for, den er der.  
– Passe på min hud. Jeg har indført et lille aftenritual med rens og lækker creme. Og ved I hvad? Det føles faktisk ganske luksuriøst. 
– Prioritere min tid. Her tænker jeg især på mit digitale forbrug. Jeg har downloadet app'en 'Moment', som fortæller mig, hvor længe jeg bruger på min telefon dagligt. Jeg har ikke et antal minutter, jeg må være online eller andet: men det er vigtigt, at når jeg tjekker tallet, at jeg ikke føler, jeg kunne have brugt min tid bedre. Det er okay at bruge tid på telefonen – men kun, hvis man har lyst til at bruge tid på telefonen.
– Spare op. For første gang siden min årelange SU-tid, er jeg nu i situation, hvor det giver mening at spare op. Derfor har jeg fået min bankmand til at lave hele tre (!) opsparinger til mig: en ferieopsparing, en fornuftig opsparing – og en ufornuftig opsparing til ekstravagante taskekøb, frisørprojekter og alt muligt andet.
– Besøge Disneyland Paris. Har jeg nogensinde fortalt jer om Disneyland Paris? Den korte version er vist, at jeg voksede op der. Mine forældre havde i mange år årskort dertil, og jeg tror ofte, vi besøgte Disneyland 8-10 gange om året. Derfor elsker jeg det sted, og de har 25 års jubilæum i år. Jeg vil så gerne have Nico med derned og vise ham alle de ting, jeg elsker så højt. Han har nemlig aldrig været der. Og så kan en efterårstur til Paris vist aldrig fejle, vel? 
– Opleve Odense noget mere. Odense bugner med fine koncerttilbud, teaterforestillinger, kunstudstillinger og nye spisesteder. Det vil jeg udnytte noget mere – og i dén anledning har jeg allerede booket de første teater- og koncertbilletter. 
– Besøge min mor noget oftere. Lidt modstridende med punktet ovenfor, så vil jeg gerne oftere til Esbjerg for at besøge min mor. Vi ses alt for sjældent, kan jeg mærke. 
– Få nok søvn. Hvordan får man nemmest mere tid, når man er stresset? Man sparer på søvnen. Og det er nok den dummeste idé i verden, for regningen kommer i form af mere udmattede og mindre produktive dage, som så kræver mere tid, og som så igen resulterer i søvnreduktioner. Jeg er simpelthen nødt til at stoppe dén onde cirkel. 8 timers søvn fra nu af!
– Donere alt det tøj, jeg ikke bruger. Jeg har flere sække stående i kælderen, som jeg opbevarer, "hvis nu jeg skulle få brug for det". Sandheden er, at det får jeg ikke. Det er spild af plads og ressourcer. 
– Generelt skrue ned for konsumerismen. Helt ærligt? Impulskøb i H&M er ikke godt for nogen.
– Drikke mere rosévin på altanen, så snart solen titter frem
– Blive bedre til at dokumentere og huske på min lykkestunder. For der er så mange af dem.

Hvad vil du i 2017? 

tirsdag den 17. januar 2017

Mindebogen for år 2016;

Når jeg tænker tilbage på 2016, er der ikke så meget, som stikker ud. I hvert fald slet ikke hvis jeg sammenligner det med 2015, hvor jeg afleverede speciale, fik mit første voksenjob, flyttede ind i en ny lejlighed og oven i det hele fyldte 25.
2016 har været langt mere stille. Når jeg tænker tilbage, kan det næsten føles som om, jeg har arbejdet året væk – hvilket måske også er lidt rigtigt, når man tænker på, hvor få feriedage jeg har haft, og at året har været mit første hele år med fuldtidsjob. Men der er også sket mange andre ting. Indimellem al pendleriet, al arbejdet og alle de mails jeg har skrevet. Og faktisk tror jeg, det er en god øvelse at finde guldstunderne og huske på dem. Ellers kan man narre sig selv til at tro, at de slet ikke har været der ...

I slutningen af 2015 blev jeg projektansat som Community Manager hos Lindhardt og Ringhof. Det var en ansættelse på tre måneder – og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle stille op med mig selv efter det. Heldigvis blev usikkerheden forvandlet til vished, da jeg pr. 1. januar blev fastansat. Det betød enden på en tumult tankerække og økonomisk usikkerhed. Og jeg blev et vidunderligt, udfordrende og selvudviklende job rigere.

Jeg flyttede i slutningen af 2015, og det var først i starten af 2016, vi fik helt styr på flyttesituationen. Men nu er det lille hjem begyndt at ligne et hjem mere og mere, og jeg har nydt at flytte rundt, købe nyt og smide ud til boligprojektet. Det er nemlig så vigtigt at komme hjem og føle sig hjemme. At have et frirum. 

I 2016 har jeg været til litterære arrangementer som aldrig før. Jeg har tvunget mig selv til at udnytte det faktum, at jeg er i København til hverdag og derfor kan opleve forfattere, som aldrig dukker op andre steder. Ofte har jeg så travlt med at komme hjem fra København, når arbejdsdagen er slut, at jeg slet ikke nyder, at jeg er der. Og det er altså ærgerligt! 
I 2016 har jeg bl.a. oplevet Garth Risk Hallberg, Emma Cline, Atticus Lish, Carol Rifka Brunt – men også comedy-talentet Amy Schumer og et væld af danske forfattere.

Jeg er pinligt bevidst om, hvor sært det er at opliste hårfarve som en milepæl. Men det ændrer ikke på, at jeg i næsten 10 år har haft den samme hårfarve og nu har nuanceret den lidt. I juli farvede jeg nemlig mit hår gråt (eller perlemor, som min frisør kalder det), og jeg er virkelig glad for den beslutning. Aldrig i mit liv har jeg fået så mange komplimenter for mit hår som nu – fremmede har stoppet mig på gaden for at rose mit hår, og til BogForum var det et helt samtaleemne i sig selv. 
Flere siger, ironisk nok, at det er modigt. Personligt synes jeg det er mere afdæmpet end den helt lyse farve. Og måske også mere alderspassende, når det kommer til stykker.

Nico og jeg fejrede vores 10-års dag i juli. Det var – og er! – en enorm milepæl, og jeg bliver helt rørstrømsk ved tanken. Vi har oplevet så meget sammen. Gået igennem så meget sammen. Været så meget sammen. Vi har kendt hinanden så længe, og kendt versioner af hinanden som vi begge helst vil fornægte eksistensen af. Det har været grimt og sommetider uudholdeligt, men det har været det værd. Vi er kun blevet stærkere og bedre mennesker. Nogle par vokser fra hinanden, men af uransagelige årsager, er Nico og jeg vokset sammen. Vi har tilpasset os.
Selve 10-årsdagen er sådan et fint minde. Nico er en vaskeægte romantiker, og han havde planlagt en storslået dag med cirkusbesøg (fordi jeg flere gange har brokket mig over, aldrig at have været i cirkus før), gåtur langs Odense Å og frokost i det blå, og dagen sluttede med 7-retters menu efterfulgt af drinks. Og kys. Og hviskende snak hele den lyse nat. Det var sådan en smuk dag – og så smukt gjort.

I 2016 fyldte jeg 26. En alder jeg på mange måder lige skulle forene mig med – det at være "i slutningen af tyverne" krævede mere tilvænning, end jeg troede. Jeg er splittet mellem at føle mig som en 22-årig – og samtidig at se tilbage og ikke kunne genkende mig selv. Der er sket meget i mine tyvere. Jeg glæder mig til den sidste bid af dem.
Aldersambivalensen til trods, så fejrede jeg min fødselsdag med en vidunderlig fest. Mine yndlingsmennesker kom og gjorde det til en af mine yndlingsaftener. Jeg varmer mig stadig på minderne.

I fødselsdagsgave fik jeg også et polaroid-kamera. Fra mig til mig. Det er muligvis det bedste køb, jeg nogensinde har gjort mig. Jeg har klikket løs med det lige siden og foreviget billeder på en måde, som hverken Instagram eller spejlreflekskameraer kan konkurrere med.
Der er noget unægteligt charmerende ved både at tage og eje rigtigt udprintede billeder. Billeder, som man ikke er helt sikker på, om man overhovedet kan bruge, før de er fremkaldt. Billeder, som man ikke kan style eller forudsige. Og billeder som man kan hænge op på sit køleskab og smile til, når man har en dårlig dag. 

Noget af det hårdeste ved at være nyuddannet i job er, at man ikke har optjent nogle feriedage. Og så er ferier altså dyrtkøbte! Jeg har arbejdet hele år 2016 med kun tre dages vinterferie, to dages Bogforum-fri, tre dages juleferie – og så tre ugers sommerferie. Sidstnævnte var et spørgsmål om overlevelse. Jeg kunne ikke klare mig uden sommerferie. Og det er jeg glad for, jeg ikke blev tvunget til.
Noget af sommerferien blev brugt på en lille rejse. Nico og jeg tog på en lille uges getaway til Edinburgh. Det var en pludselig indskydelse (i højsæsonen, endda!), og ingen af os anede helt, hvad vi kunne forvente. Og måske netop derfor blev jeg så overvældet. Edinburgh er et magisk sted, jeg vil gøre alt for komme tilbage til. Byen vandt vores hjerter og indtog os fuldstændig. Det var en af de bedste rejser, jeg nogensinde har været på.


2016 markerede også starten på en vaskeægte wedding season blandt vores næreste venner. Vi har (åbenbart) nået alderen, hvor den slags er aktuelt, og det har resulteret i de smukkeste sommer- og efterårsbryllupper, som jeg har nydt at være gæst til. Al den kærlighed som er i luften sådan en aften kan slet ikke sammenlignes. Jeg er så stolt af mine venner, som har taget skridtet. Og jeg er sikker på, de går en lys fremtid i møde.

I 2016 fik jeg også afholdt fire foredrag på biblioteker og konferencer rundt i landet. Jeg er så glad for at få muligheden for at tale om sociale medier og litteraturformidling med branchefolk, som brænder for feltet.
Jeg har også afgjort udviklet mig på dét punkt. Der er allerede nu et stort spring fra årets første foredrag til årets seneste. Hvor det engang virkede grænseoverskridende, er det nu næsten blevet hverdagsligt. Jeg føler mig bedre og bedre tilpas som foredragsholder, og jeg kan mærke, det også smitter af på alle andre præsentationer – arbejdsmæssigt som socialt.
Jeg ved allerede nu, jeg kommer til at fortsætte med foredragene i 2017. I årets første fire måneder er jeg nemlig booket til hele fire af slagsen. Og jeg glæder mig til hver og et.

Jeg var også til mit tredje Bogforum. Det var en vidunderlig og kaotisk oplevelse. Jeg arbejdede meget intenst med forlagets sociale medier imens, og instagrammede og opdaterede i ét væk. På et tidspunkt overvejede helt alvorligt, om jeg kunne gro en ekstra arm; der var så meget på programmet, og jeg ville så gerne dokumentere det hele. Det kunne bare ikke lade sig gøre.
Men på trods af alle gøremålene, fik jeg også snuppet mig et par rolige stunder undervejs. På billedet ovenfor sidder jeg som LOVEBOOKS-repræsentant og taler med søde læsere og seje bloggere. Det var en hyggelig oase midt i en travl dag. Jeg var også med til at arrangere et bloggerevent, hvor der var tid til at trække vejret dybt ned i maven og lytte til dygtige forfattere som Patrick Ness, Meredith Russo og Ronni Andersen.
Bogforum er generelt altid et kaos – uanset om man er derude for at arbejde eller for at opsnuse ny inspiration, møde forfattere og købe bøger. Der er så mange mennesker og så meget på programmet. Men det er også en del af charmen, synes jeg.

Til Bogforum skete der også noget. Noget lettere mystisk, mærkeligt og helt vidunderligt. Jeg fik overrakt et vaskeægte trofæ og tildelt en bloggerpris. I en kombination af læserstemmer og jurybedømmelse havde min bogblog, Paperback Castles, åbenbart gjort sig fortjent til at modtage Danish Book Blog Award 2016. Det var en meget stor anerkendelse, og jeg blev så rørt. 

... Og hele tre dage efter Bogforum snuppede jeg to fridage og brugte dem bl.a. på at tage til Herning for at se Red Hot Chili Peppers sammen med Nico. Det er Nicos yndlingsband, og jeg gav ham billetterne i årsdagsgave. Han blev så glad og så overrasket – og jeg var bare glad for, jeg måtte opleve det sammen med ham. Den slags er en gave i sig selv.
Koncerten var dog også helt fantastisk. Jeg er ikke en garvet RHCP-fan, men jeg blev revet helt med af stemningen og Anthony Kiedis vilde stemme. Selvom de har et ry for at være lidt svingende i deres koncertpræstationer, var jeg imponeret denne gang.

December brugte jeg på intet mindre end 7 julefrokoster! Rent logistisk var det et mareridt, men selve festerne var alt besværet værd. For, åh, hvor fik jeg genset mange skønne mennesker, jeg ser alt for lidt – herunder gymnasieveninder, københavnertilflyttere og familiemedlemmer. Hele måneden forsvandt så hurtigt for mig, men set i tilbageblik forsvandt den på bedste vis.
En af de skønneste julefrokost jeg var til, var faktisk en jeg selv var vært for. Pigerne fra læseklubben kom hjem til sammenskudsfest, hvor alle havde en ret (eller to!) med. Det var en vidunderlig aften med shots, massevis af skøre billeder (man er vel blogger), dans og snak til den lyse morgen. Jeg nød det virkelig. Og faktisk er netop pigerne fra læseklubben noget af det, jeg husker 2016 bedst for. Vi er nemlig et godt match, og jeg er så glade for, vi også bruger hinanden til komsammener i hverdagen.

Men på trods af alle julefrokosterne og weekendtravlheden, blev det jul alligevel! Jeg tilbragte julen i Jylland med mine forældre og søskende, og det indbød til et par stille dage med julefilm, juleslik og god mad i massevis.
Faktisk var jeg meget syg lige op til jul, men i vaskeægte juleånd nåede jeg at blive nogenlunde rask til juleaften. Et af mine bedste minder fra i år er lille juleaften, hvor vi skruede højt op for julemusikken og pyntede træet, imens vi dansede og grinede, til vi fik ondt i maven. Det var sådan en fin aften. Og jeg var fuldt opmærksom på det i øjeblikket.

Jeg sluttede nærmest 2016 med dem, som jeg også startede året med. Alligevel var det en langt bedre fest. Det var en af de sjældne nytårsaftener, hvor forventning og realitet stemte fuldstændig overens – og jeg kunne ikke forestille mig en bedre start på det nye år, end det jeg fik. Lad os håbe det er et varsel for, hvad 2017 må bringe!


onsdag den 4. januar 2017

At hoppe ind i 2017

Nytårsaften har for mig altid været en lidt ambivalent aften. For det første synes jeg, det at gå ind i et nyt år er en meget følelsesladet affære omgivet af refleksioner, forventninger, håb og en eller anden form for tab. Endnu et år er forbi med alle sine tragedier og triumfer, og selvom årsskiftet er en anledning til at se fremad, så kan jeg aldrig helt lade være med at se tilbage. Og tage afsked med minder såvel som personer.
For det andet, er der en hype omkring nytårsfester, som er lidt svær at komme til livs. Det der med, at det "skal være årets fest". Den slags kan man jo ikke planlægge sig ud af – og det ved alle jo godt. Men det er lidt en tankeomstilling, man lige skal acceptere ... 

... Når det så er sagt, synes jeg også, nytårsaften er en smuk ting. En mulighed for at starte et nyt år med dem, man holder allermest af. En chance for at mødes og hygge; med fint tøj, fine drinks, glimmer og fyrværkeri. Et lille drys af traditioner (i form af nytårstale og nedtælling), og en stor portion fjolleri og hygge. Det er da svært ikke at holde af!
Denne gang var Nico og jeg værter for en skøn nytårsfest. Vi var i alt 11 gæster, og alle havde en "tjans", de stod for – en ret de skulle medbringe, selskabslege, pynt eller andet. Det fungerede helt vildt godt, og jeg nød at se, hvor meget alle havde gjort ud af deres ansvarsområde. Det var virkelig en god aften, fyldt med fest og farver – men også kærlighed og ømhed, gode snakke og et ønske om et fantastisk 2017. Her er lidt glimt fra min aften;

... Jeg stod for pynten. Selvfølgelig, fristes man til at sige. Og pynte gjorde jeg! Med balloner i massevis som holdt sig smukt svævende ved hjælp af helium, bittesmå sølvstjerner der vil komme til at hjemsøge min lejlighed i flere årtier, og bordbomber, konfetti, stjernekastere og serpentiner i massevis. For den slags skal altså til. Uanset hvor irriterende det er. 

... Og selvfølgelig forvandlede lejligheden sig til et konfettikaos næsten øjeblikkeligt. Men et rodet bord hører altså (også) nytåret til. Og det er sjovt.
Vi fik i øvrigt overdådig mad, som jeg desværre ikke har billeder af. Forretten bestod af hjemmelavede tarteletskaller med krabbedip, ristet rugbrød med laksetartar serveret på en bund af rucola, ristet lyst brød med svampestuvning og samosa med fetafyld. Ah! Hovedretten var rosastegt oksemørbrad serveret med timiankartofler, flødekartofler, portvinssauce, broccolisalat og brød med hjemmelavet hvidløgssmør. Især saucen døde jeg lidt over. Så. God! Til dessert fik vi chokolademousse med bund af appelsinkrokant. Derefter blev det tid til kransekage (en af mine veninder arbejder ved en bager og havde taget en med!), drinks i massevis, shots, champagne og – selvfølgelig – chips. Det var virkelig kræs for maven – og godt at vi indtog det over længere tid. 

Som en del af pynten havde jeg opstillet et lille fotobord med rekvisitter, polaroidkamera og digitalkamera. Så kunne alle snuppe et billede – og beholde det eller efterlade det til værterne. Det var virkelig et hit, og der blev taget så mange fine billeder, som jeg kunne smile af, da jeg samlede dem op dagen efter. Den slags er altså guld værd. 

... Jeg havde en virkelig smuk drømmekjole på i aftenens anledning. Nemlig en gulvlang sag fra Stine Goya – lyseblå med guldstriber og -prikker. Jeg har vist den tidligere her. Jeg har længe ledt efter en lejlighed til at lufte den, og nytårsaften var den perfekte lejlighed! (Også selvom alle de andre var i sort, ahem ...)

... Jeg har virkelig mange billeder fra aftenen, men de fleste er virkelig fjollede og indforståede, så dem vil jeg skåne jer for. Ovenstående billede her afspejler dog aftenen meget godt; jeg dansede og hyggede mig til den lyse morgen. Folk var i herligt humør – og det var muligvis den bedste nytårsfest jeg nogensinde har haft. Gode venner, god mad, gode drinks – og godt humør. En aften fyldt med kærlighed. Da klokken slog tolv, hoppede jeg ned fra en stol, og Nico greb mig hvorefter vi udvekslede et vaskeægte nytårskys. Derefter blev det til krammere og kindkys fra hele flokken – efterfulgt af udendørs champagnedrikning og fyrværkerikiggeri. Findes der nogen bedre start på det nye år? Jeg tvivler.


tirsdag den 27. december 2016

Post Christmas

På en måde føler jeg mig lidt snydt i år. Jeg har slet ikke stornydt julen, så meget som jeg ville. Det er nok en kombination af travlhed på arbejdet, overbookede weekender og – som prikken over i'et – en sygdom, der kom lige da jeg havde tid til at julehygge lidt. Det har været lidt svært for mig at få kalenderen til at gå op, og julehygge er vel, frem for alt, en disciplin der går ud på at tage sig tid. Tid til at nyde, tid til at dovne, tid til at snakke, og tid til at hygge. Og tid har netop været en mangelvare for mit vedkommende.
Men kabalen gik, trods alt, op til sidst og jeg har virkelig nydt de her juledage med julefrokoster, familiesammenkomster og dovne og stille morgener i nattøj. Det har været virkelig rart og virkelig tiltrængt at gå helt ned i gear – og ud over et par (lettere skræmmende) gavebytteopgaver over de næste par dage, har jeg ingen planer her mellem jul og nytår. Ikke andre planer end hyggeri, i hvert fald.