Genert

Jeg har altid været genert. Og selvom det altid har spændt ben for mig, har det aldrig været et problem. Det har bare altid været sådan, jeg var.

Jeg har siddet til talrige forældresamtaler og hørt lærere fortælle mine forældre, hvor dygtig jeg var, men at jeg bare lige var lidt for genert. Jeg har hørt min stilhed blive omtalt som et "men", som en fejl jeg kunne forandre, selvom jeg havde lige så lidt kontrol over min stilhed, som andre havde over deres yndlingsfarve. Det faldt mig naturligt at være stille, så det var jeg.

Jeg har aldrig haft så meget at sige, og jeg har altid haft svært ved at sige det. Jeg tænker alting igennem hundrede gange, før jeg siger det højt, og jeg får hjertebanken blot ved tanken om at møde to, tre, fire mennesker, som jeg ikke kender. Jeg er ikke god til menneskemængder, og jeg er ikke god til smalltalk. Og mest af alt er jeg ikke god til situationer, hvor det forventes, at jeg skal sige noget, bare fordi jeg skal.

Men ting forandrer sig. Jeg har forandret mig. Hvis nogen havde sagt til mig for et år siden, at jeg ville blive typen, der holdte foredrag og endda udtalte mig i radio og TV, ville jeg være faldet død om på stedet. Af nervøsitet og af vantro. For det lå aldrig i kortene. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg så stolt af mig selv. Jeg er kommet så langt i løbet af dette år. Og jeg er så stolt af, at jeg basalt set er den samme som for 10 år siden, men alligevel er i stand til at kigge en hel forsamling i øjnene og tale. 

Det kræver så meget at overkomme sin egen natur.