fredag den 5. februar 2016

Jeg keder mig, så jeg udfylder lige et spørgeskema

1. Hvor gammel er du om 5 år? 30 år. Yaks.
2. Hvem har du været sammen med i mindst to timer i dag? Jeg har siddet på kontoret med de to sjoveste kollegaer størstedelen af dagen, og så har jeg tilbragt et par aftentimer med Nico.
3. Hvor høj er du? Jeg tror, jeg er 174 cm. høj. Det er i hvert fald det, jeg plejer at regne med. På mit pas er jeg bedømt til 177 cm., hvilket ærlig talt virker lidt voldsomt.
4. Hvilken film så du sidst? Jeg så 'The Danish Girl' i tirsdags til gallapremieren. Og den var fantastisk – sikke nogle smukke stilbilleder og sådan en glasklar stemning.
5. Hvem ringede du til sidst? Min søde kollega Annette.
6. Hvem ringede sidst til dig? Igen – min kollega Annette. Hun tog nemlig ikke telefonen, da jeg ringede, så hun måtte ringe tilbage.
7. Hvordan lyder den seneste sms, du har modtaget? "Håber du får en hyggelig aften :*" fra min mor.
8. Foretrækker du at ringe eller sende sms? Med tiden foretrækker jeg faktisk at ringe og have en rigtig samtale – enten af den hyggelige slags eller af den slags, hvor noget hurtigt skal afklares. Jeg er så dårlig til at få besvaret mine sms'er, men omvendt er jeg for utålmodig til at vente på andres svar.
9. Hvad er dit favoritsted? I hele verden? Disneyland Paris. Jeg var der så ofte som barn, og det er mit lykkested. Intet er bedre end en smule disneydrys.
10. Hvilket sted foretrækker du mindst? Vores kælder. Den gør mig uendeligt paranoid, og jeg kommer altid til at tænke på øksemordere, når jeg går derned.
11. Hvornår så du sidst din mor? Sidste lørdag hvor hun og min søster kom forbi til en hygge-snakke-shoppe dag. Det var fantastisk.
12. Hvilken øjenfarve har du? Jeg har blå øjne. Lyseblå, tror jeg godt man kan kalde dem.
13. Hvilken julesang er din favorit? Jeg har et svagt punkt for "Glade jul, dejlige jul". Jeg synes, den er så køn.
14. Er dine forældre gift eller skilt? De blev skilt, da jeg var 11 år gammel. Og i dag er de to vidt forskellige mennesker, som jeg slet ikke kunne forestille mig, delte så meget sammen engang.
15. Hvornår vågnede du i dag? Kl. 4. Ak, ja. Det tidlige tog er en forfærdelig ting.
16. Hvor ser du dig selv om 10 år? Jeg aner det vitterligt ikke. Måske har jeg skrevet den bog, jeg altid har drømt om? Eller måske har Nico og jeg fået børn? 35 virker så langt væk, at jeg slet ikke kan forudse, hvad der skal ske i mellemtiden.
17. Hvad skræmte dig om natten som barn? Åbne skabe. Og jeg er stadig vildt bange for at sove i rum med åbne skabe. Jeg ligger og stirrer på dem og tænker desperat over, hvad der kan vælte ud af dem. De gør mig så utryg, og det er så fjollet.
18. Hvilket YouTube-klip har du sidst set? Den her meget tankevækkende video om lønningsforskelle baseret på køn.
19. Hvad er din bedste egenskab? Som så mange andre tror jeg, at min bedste egenskab også er min værste. Jeg er stædig og fokuseret og så firkantet målbevidst. Sætter jeg mig noget for, arbejder jeg for det, indtil det kan lade sig gøre. Og det er egentligt en meget fin ting, synes jeg.
20. Hvad er din værste egenskab? Også min stædighed. At jeg sommetider kan fokusere så meget på ét af mine mål, at jeg glemmer alt andet omkring mig.
21. Sover du med eller uden tøj om natten? Jeg sover helst i en af Nicos oversize t-shirts (der faktisk næsten er en kjole på mig). Det er tilpas løst og tilpas varmt. Jeg bliver dog ofte så træt, at jeg falder i søvn med tøj på. Det er ret ofte sket.
22. Hvor mange puder har du i sengen? Jeg har to. Nico har tre.
23. Hvad er det mærkeligste du nogensinde har spist? Silketofu, tror jeg. Eller blæksprutte. Begge dele i Kina, i øvrigt.
24. Har du en stationær eller bærbar computer? En bærbar. Jeg har en Macbook, som jeg fik foræret, da jeg blev HHX-student. Den har holdt længe, og jeg er stadig glad for den.
25. Foretrækker du sko, sokker eller ingen af delene? Jeg elsker varme sokker og har mange striksokker. Sommetider har jeg endda to par sokker på. Men om sommeren elsker jeg at gå i bare tæer udenfor. Det har jeg altid gjort, når jeg kunne slippe af sted med det.
26. Hvad lytter du til lige nu? Mine fingre på tastaturet og Nicos snorken gennem døren til soveværelset.
 27. Hvilken slags is er din favorit? Jeg er kedelig og klassisk og svarer chokolade. Chokolade er vitterligt det bedste – selvom jeg selvfølgelig heller ikke siger nej til en lækker citronsorbetis.
28. Hvilken dessert er din favorit? Sarah Bernhardt-kager. Åh. Findes der noget bedre?
29. Hvad er den største præmie, du har vundet? For et par år siden vandt jeg 500 kr. i adventsspillet på min skrabekalender. Jeg tror, det er det største, jeg nogensinde har vundet. Især fordi jeg sjældent deltager i konkurrencer eller noget som helst.
30. Kan du lide kaffe? Nej, men jeg elsker duften af det. Intet er så hjemligt, som når Nico laver morgenkaffe.
31. Hvad drikker du helst til frokost? Vand.
32. Hvem var din favoritlærer i folkeskolen? For mit vedkommende har mine favoritlærere altid været dansklærere. Jeg gav dem også så meget af mig selv i mine stile, at de må have følt, de kendte mig godt. Og så elskede jeg at diskutere bøger med dem. Da jeg gik på Realskolen i Kolding, var der særligt én dansklærer, jeg elskede. Hun var en ældre dame, der insisterede på at blive kaldt Fru, og hendes respekt blev ikke uddelt med lethed. Netop derfor betød hendes anerkendelse så meget for mig.
33. Kan du spille poker? Nej. Jeg har heller aldrig prøvet.
34. Hvad har du spist i dag? Jeg spiste vist et æble i toget til morgenmad. Til frokost spiste jeg frikadeller, cæsarsalat og suppe (en øm kombination). Og til aftensmad fik vi mørbradsgryde.
35. Hvilken radiostation var den sidste, du lyttede til? Jeg aner det faktisk ikke. Måske er det i virkeligheden flere år siden, jeg sidst har hørt radio.
36. Vil du have et barn? Ja. Det vil jeg, af hele mit hjerte. Bare ikke nu. Og nok heller ikke næste år.
37. Kan du andre sprog end dansk? Jeg kan tale og skrive engelsk, skrive, læse og forstå tysk, og så kan jeg læse fransk – men hverken forstå eller tale det.
38. Sover du på en bestemt måde? Jeg sover altid på højre side med benene trukket op under mig i noget der minder om fosterstilling. Og så altid med mine arme trykket helt ind mod mit bryst. Det har jeg gjort så længe, jeg kan huske.
39. Foretrækker du havet eller pool? Jeg elsker havet, men jeg bader aldrig i det. Faktisk hader jeg lidt at svømme og bade i pools og i hav. Men jeg elsker at se på det, lytte til det og dyppe mine tæer.
40. Hvad bruger du helst penge på? Dit og dat. Bøger, sminke, skjorter og hårsløjfer. Dvd'er, lysestager, og hvad ved jeg. Jeg elsker dimser og kan hurtigt få penge til at forsvinde. Lige nu lægger jeg dog størstedelen af mit rådighedsbeløb til side til ferieopsparing.
41. Ejer du dyrebare smykker? Jeg ejer mange smykker med personlig værdi. Smykker med historier. En beklemt og rusten sølvring Nico gav mig, da vi var 16 og som var vores "hemmelige forlovelsesring". En guldring med hjerter som min mor gav mig engang, og som jeg har på hver dag. En medaljon med sætningen "Believing is just the beginning", som jeg altid har på, når jeg har brug for held eller opmuntring. Og Julie Sandlau-øreringe fra Nico, som betyder meget på grund af den måde, de blev givet på.
42. Hvad er dit favoritprogram på TV? Xfactor. Altid Xfactor. Jeg er afhængig, og det er nærmest det eneste vi ser herhjemme. Ud over serier, selvfølgelig.
43. Hvad skal du lave i weekenden? Absolut ingenting – af hvad jeg ved af. Bare holde weekend, tror jeg. Hygge med Nico og sove længe.
44. Kan du stå på ski? Jeg har aldrig prøvet, men jeg har en grusom mistanke om, at jeg ville være en omvandrende skikatastrofe.
45. Hvordan imponerer man dig? Ved at være selvsikker. At stå rankt og tale fra hjertet. Jeg misunder folk, der hviler nok i dem selv til at glemme andre.
46. Hvilken slags ringetone har du på mobilen? Jeg aner det faktisk ikke. Min telefon er altid på lydløs med vibrator, så jeg hører aldrig min ringetone.
47. Fortæl en ting vi ikke ved? Jeg eksisterer på grund af en pose matadormix, og mit navn er blevet udtrukket fra en træsko. Forklaringen er, at min far ikke ville have flere børn efter min storesøster, men gik med til det alligevel, da min mor spurgte, om hun måtte "få" et ekstra barn i bytte for en pose matadormix. Dybt alvorligt. Og da jeg senere skulle navngives kunne mine forældre ikke beslutte sig, skrev en masse sedler med navne, lagde dem i en træsko og trak lod. Det mærkeligste ved dén historie er måske alligevel træskoen.
48. Hvad er det nærmeste røde, der ligger ved dig? Der ligger røde tuscher på spisebordet. Jeg har nemlig været i gang med min malebog.
49. Er du social? Ja. Jeg elsker at være sammen med andre, men jeg er også typen, der helst skal forberedes inden. Jeg kan godt blive meget udmattet af at være "på" og være hypersocial, så jeg skal helst samle energi inden. Og samtidig duer jeg ikke til at være alene. Paradoksalt nok.

Jeg har i øvrigt tyvstjålet spørgsmålene fra Tina.


1 kommentar:

  1. Tak søde Tina! Ja, det er virkelig sjovt med den slags overspringshandlinger. Er også kæmpe fan :)

    SvarSlet