mandag den 21. august 2017

Garderobeovervejelser

Jeg har netop ryddet op i min garderobe. Det gør jeg hver sommer – men sidste sommer var jeg skrappere, end jeg plejer og smed 3-4 IKEA-poser med næsten ubrugt tøj til genbrug. For jeg var ved at indse, at jeg købte langt mere tøj, end jeg brugte. Og det var en vane, jeg virkelig gerne ville til livs.
Så hvad gjorde jeg? Jeg ryddede op og ryddede ud; fyldte sække og poser og kiggede nærmere på, hvorfor jeg ejede så meget tøj, der ikke blev brugt. Svaret viste sig at være ganske indlysende – jeg gjorde for mange fejlkøb, baseret på flygtige trends og hurtige tilbud, og meget at mit tøj var af en ikke videre holdbar kvalitet. 
I året der er gået, har jeg købt langt mindre tøj end jeg plejer. Jeg har på ingen måde shoppet amok, men derimod genopbygget min garderobe med enkle, tidløse basisting i god kvalitet. Jeg har ledt efter snit, der klæder mig, og tøj der holder til både brug og vask. Jeg har fundet sort/hvide farver frem, og dekoreret med enkelte afstikkere i farverigt print. Og af samme årsag har jeg undgået så mange tøjkriser undervejs.
I år blev kun en enkelt mulepose med tøj sendt til genbrugen. Og den bestod udelukkende af det tøj, jeg var for barmhjertig til at sortere fra sidste år. Det gør mig så glad, for så ved jeg, øvelsen har virket.

Jeg forsøger hele tiden at blive en mere bevidst forbruger. At skåne miljøet så godt som jeg kan, og at købe lidt (men godt). Af samme årsag har jeg et Word-dokument liggende på computeren med elementer, som jeg mangler i min garderobe. Og falder jeg over noget, der ikke står på listen – så skal jeg tygge på det i minimum en måned, før jeg må købe det. Og så er glansen ofte for længst gået væk igen. 
En anden bonus er afgjort de mindre tøjkriser, blødt og smukt tøj der holder formen efter en tøjvask, og at være i besiddelse af buksedragter og høje hæle, der passer til enhver anledning. Det er næsten kun win-win, ikke? Jeg har endda bedre plads i mit klædeskab end nogensinde før.


lørdag den 19. august 2017

En sejltur og en kop te

For snart to måneder siden så Stine og jeg et opslag på Facebook fra Odense Aafart om en sejltur  på Odense Å kombineret med engelsk afternoon tea. Der var ikke langt fra tanke til handling, da vi begge klikkede 'køb' og glædede os til en eftermiddag med engelske lækkerier og vind i håret.
Og forrige søndag tog vi så af sted; i sjældent solskin og med højt humør. Det var min sidste feriedag, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at spendere den på. Teselskab i en af Odenses smukke skove og venindetid med Stine står højt på min liste over yndlingsting. Og tilbyder Odense Aafart et lignende arrangement igen, sidder jeg klar og klikker 'køb'. 

tirsdag den 15. august 2017

Fire film jeg har set i biografen for nylig;

Jeg har været meget i biografen denne sommer. Mest fordi vejret ikke rigtigt har været til andet. Ikke desto mindre har jeg set en håndfuld gode film og hygget mig i biografens mørke. Det er altså den bedste regnvejrsløsning, der findes. 

Jeg havde faktisk ikke hørt om Tulipanfeber, før jeg blev tilbudt to fribilletter til den. Den slags siger man ikke nej til, og derfor tog min søster og jeg i biografen på en regnvejrsdag og så den, på mange måder, smukke film. Jeg anede intet om den, da vi begav os ind i salen – og egentligt er det en fin måde at se film på. Så er man nemlig garanteret en overraskelse.
Filmen var et visuelt vidunder. Storslåede kostumer og farvesammensætninger; fine baggrundsdetaljer og et stemningsfuldt soundtrack. Det er en stemningsstærk film. Selve handlingen er lidt rodet; lidt for belejlig sommetider, og lidt for overdramatisk andre gange. Men Alicia Vikander spiller blændende – og så blev jeg faktisk en smule forelsket i Dane DeHaan undervejs ... 

OK, det her er tydeligvis en film, Nico har valgt. Jeg har ikke engang set de tidligere film i Abernes Planet-universet, men ikke desto mindre sagde jeg ja til at se denne. Og den var fin nok; overraskende stilfærdig og nem at se ude af sammenhæng. Helt klassisk action – og ikke så meget andet. Men det er nok meningen.

Jeg elskede Julian Barnes smukke roman The Sense of an Ending, men var overrasket da en filmatisering blev annonceret. Det forekom mig som en næsten umulig film at filmatisere, da langt størstedelen af den foregår inde i hovedpersonens indre. Det er en film om de mange versioner af virkeligheden, der findes i vores hukommelse. Det er en stilfærdig historie, der åbner sig lidt efter lidt, og slutteligt afslører præcis hvor meget af sandheden, man kan omskrive i sit indre.
Filmatiseringen ændrer (selvfølgelig) lidt på bogens plot og struktur; indvendige dialoger bliver omskrevet til handlinger, og for at vise kontrasten mellem fortid og nutid bruges et væld af flash-back scener. Men det giver mening, og det er troværdigt. Hele vejen igennem. Jeg så filmen med Stine, og vi efterlod begge Café Biografen med et ønske om at genlæse bogen. Filmen afslørede nemlig så mange fine detaljer, som ingen af os helt kunne huske.
Det er en af de mest nuancerede og følsomme film, jeg længe har set. Jeg vil varmt anbefale den til alle, der har læst bogen – og til dem, der har tålmodig til at se en film, hvor det vigtigste ikke er det, der sker, men derimod det, filmen får en til at tænke bagefter. 

Jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår problemet med Spiderman. Jeg forstår ikke, hvorfor ingen filmatiseringer tilsyneladende holder lang tid nok til at blive færdiggjort, og jeg forstår ikke, hvad det er, filmproducenter egentligt leder efter. For jeg synes nemlig, filmene med Tobey Maguire er fantastiske. Udskældte, som de er.
Men Nico er en af dem, der hungrer efter en ny filmatisering. En perfekt filmatisering. Og ifølge ham, kom den næsten med den nye Spiderman-film, Homecoming. For i den er Spider-Man ligeså ung som i tegneserien; en hyperaktiv teenager, som ikke lægger planer eller overtænker aktioner. Tværtimod.
Det er en film fyldt med humor og hæsblæsende scener – ganske underholdende og sjov. Men det irriterede mig, at den sammenblandes så meget med Avenger-universet. Jeg er nok også bare grundtræt af superheltefilm, storslåede franchises og Robert Downey Jr. i centrum af det hele, altid. Det er så forudsigeligt.

søndag den 13. august 2017

Counting daisies


... Jeg øver mig på sort/hvid-billedredigering. Jeg håber, I kan bære over med mig i mellemtiden. 


fredag den 11. august 2017

Som et eventyr: Boscolo Hotel

Normalt går jeg egentligt ikke så meget op i hoteller. Jeg rejser for at se byer – ikke hotelværelser. Men vores nylige tur til Budapest blev lidt af en undtagelse. Vi var nemlig begge opsatte på en daseferie i syden, men på grund af for dyre flybilletter, tog vi den smukke storby i stedet – og valgte et lidt dyrere og lækrere hotel for at få lidt af dasestemningen med også.
Og hotellet vi endte på var så exceptionelt, at jeg tænkte, det fortjente sit eget indlæg. Det var indbegrebet af dekadence. 


Hotellet 
I det sekund vi trådte ind over dørtærkslen på vores hotel i Budapest, trådte vi ind i et eventyr. Boscolo Hotel kunne lige så godt være et slot. Der er guld og marmor overalt; over lobbyen skinner solen igennem et glastag, og fra den tilstødende café lyder klaverspil og violin. Det er næsten så meget over-the-top, at det er kitsch. Men min indre prinsesse kunne ikke lade være med at elske det og sukke over de mange guldbeklædte krummelurer og marmorsøjler. 

Boscolo Hotel ligger i det jødiske kvarter i Budapest – ca. 15 min. fra centrum på gå-ben. Vi bookede gennem Expedia og opgraderede til et værelse med balkon. Læs mere her


Værelset
Igen – hotelværelser er ikke det, der betyder mest i min verden, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at glæde mig, hver gang vi lukkede døren op til vores hotelværelse. Det var simpelthen så fint og så romantisk. Udsigten fra balkonen var ikke nødvendigvis enestående – men vi sad derude en aften og så en lyserød solopgang. Og dét var enestående. 


New York Café/Salon
I starten af 1900-tallet var New York Café stedet, hvor forfattere, kunstnere og intellektuelle mødtes. Det var stedet for store tanker, filosofiske snakke og uformelle møder mellem overklassen. Desværre faldt stedet i forfald under kommunismen, og er først i begyndelsen af 2000 blevet restaureret af hotellets nye ejere.
Caféen og salonen ligger i forlængelse af Boscolo Hotel, og det er et fascinerende sted. Der er så smukt; stedet ligner en blanding af Titanic og balsalene fra Anastasia-tegnefilmen. Nico og jeg valgte at spise i den Michelin-anbefalede salon og fik en fantastisk 4-retters menu med tilhørende vin og drinks for under 1.000 kroner. Absolut billigt i forhold til kvaliteten – og sådan en skøn oplevelse.

Follow my blog with Bloglovin

onsdag den 9. august 2017

Glimt af en lejlighed

Det er efterhånden blevet en tradition; hver sommer morer Nico og jeg os med at købe nye dimser til hjemmet, fornye os lidt på plante-fronten og skrubbe gulve helt i bund. I år er ingen undtagelse, og i sidste uge gæstede vi både IKEA, Plantorama og H&M Home for at få årets ønskeprojekter sat i gang. På en eller anden måde, ender den slags altid med at være mere omfattende end vi forestiller os; men resultatet bliver altid så skønt. Og er der noget bedre end et rengjort hjem med lidt hint af nyt?
I år har de største projekter fundet sted på Nicos kontor. Vi har monteret et hæve-sænke bord, købt en kontorstol og ryddet op i alle de engang-så-vigtige papirer. Resten af hjemmet nyder bare godt af nye dimser og pynt. Uanset, føles det i hvert fald rart. 

mandag den 7. august 2017

Mandagsblues

Ak, hverdagsmandag. Så mødes vi igen. Efter en tre ugers intens, fantastisk og uforglemmelig sommerferie er du atter ankommet med forpligtigelser og tidlige morgener. Jeg har ikke frygtet dig – men jeg har heller ikke savnet dig. Det har jeg haft det for godt til. 
Og det er nok derfor, jeg nu er ramt af de klichéfyldte mandagsblues; for du markerer slutningen på noget, jeg godt kunne have brugt noget mere af. Stilhed. Fritid. Impulsivitet. Overskud. Og fleksibilitet. 
Men selv alverdens klager kan ikke jage dig på flugt; og derfor bekæmper jeg dig så godt, som jeg overhovedet kan. Med behageligt tøj, langsomme morgener, koppe med dampende drikke, Game of Thrones med verdens bedste kæreste, god mad og lidt syndig rosévin. Det er den eneste løsning, jeg har. Og den er heller ikke så ringe endda.