torsdag den 18. januar 2018

Lately ... #9

En lille stak billedglimt af, hvad jeg har brugt tiden på, på det seneste: 

Det lyder så fjollet, men jeg ved simpelthen ikke noget bedre eller mere afstressende end at lægge puslespil. Især ikke når de er af den ekstrafine slags med 1000 brikker og Disney-motiver. Det her lagde jeg over sidste uge, imens jeg hørte Lifehouse musik og tænkte på slet ingenting. Den mest effektive måde at gå helt offline på.

Jeg har fået mig en helt ny morgenrutine. Hver dag står jeg op klokken 7, spiser god morgenmad og hænger lidt til klokken 8.30, hvor solen står op. Så snører jeg løbeskoene og løber en 30-45 minutter, efterfulgt af et bad og så ellers i gang med dagens aktiviteter. Lige dele luksuriøst og fornuftigt. Men virkelig rart!

Jeg har fyldt stuen med påskeliljer, og nu er de sprunget ud. Man kan ikke blive i andet end godt humør af at se på dem. Som en lille buket indendørs solskin. 

Jeg købte mange smykker og dimserier med mig hjem fra London, men jeg er især glad for det her fine smykkesæt for tiden. Det udstråler tilpas diskrete Harry Potter-referencer – hvad kan man ønske sig mere?

Efter en lang periode med rastløshed og minus ro i kroppen, har jeg endelig fået læselysten tilbage. Jeg har fortæret en del gode bøger i løbet af bare denne uge – senest At Home With Jane Austen af Kim Wilson. En fantastisk smuk coffee-table bog, der beskriver Jane Austens forskellige hjem og rejser. Den var skøn at bladre igennem og har efterladt mig med akut rejselyst og trang til at træde i Jane Austens fodspor. Suk ... 

Jeg har sagt det før: SoupStone leverer Odenses bedste comfortfood. Hjemmelavet, nogenlunde sundt og virkelig lækkert. Lige for tiden er jeg særligt vild med deres Roasted Tomato Soup. Det smager himmelsk!

... Ser jeg lidt mut ud på billedet? Well, det er jeg ikke. Men det illustrerer meget fint, hvordan jeg sommetider sidder i køkkenet og venter på, Nico kommer hjem til aftensmad. Den kære mand har overarbejdet hele denne uge (og sidste med!) og først kommet ind af døren klokken 19, selvom han møder klokken 7. Så er han helt træt og har ikke overskud til så meget andet end aftensmad og et par serie-afsnit. Og det forstår man jo godt. Jeg har selv været der.

Nico og jeg er netop startet på Riverdale på Netflix. Og vi kan stadig ikke bestemme os for, om den er god eller ej. Nu er vi bare så langt inde i den, at vi bliver nødt til at vide, hvem der har dræbt hvem. Har I set den? Hvad synes I?

I går mødtes jeg med verdens bedste Rikke for at gå en tur og klikke løs med kameraet, og derefter vende verdenssituationen over en kop varm kakao. Vi endte med et smut på en af Odenses nyere caféer, Speltfar, og det var simpelthen så hyggeligt. Det er det altid med Rikke, som sprudler af livsglæde og kærlig omtanke.

fredag den 12. januar 2018

#Fredagsbog – uge 2

Det føles som om, den her uge er blevet væk for mig. Dagene er smeltet sammen, og det er blevet fredag, før jeg overhovedet nåede at tænke længere end til mandag. Har I det på samme måde? Eller er det bare det hjemmegående liv, der allerede er begyndt at lave tricks med mig?
Om ikke andet, kan jeg trøste mig selv med en nogenlunde produktiv uge. En uge med netværksmøder, en hulens masse vasketøj og oprydning, daglige løbeture, sund madlavning og endda også lidt film- og læsetid og hyggetid med verdens bedste Nico. Og på den måde er det fint nok, tiden passerer. Bare den passerer med noget godt.

Denne weekend bliver nærmest lige så begivenhedsløs, som ugen der er gået. Nico har været afsindigt ophængt på arbejdet på det sidste, så han var i humør til nul planer og ren afslapning. Nuvel! Selv har jeg planer om (endnu) et par løbeture, lange gåture under den blå januarhimmel, oprydning i bogreolen – og muligvis et par timers læsning. Lige nu er jeg nemlig i gang med en ganske lovende bog. 
The Silent Companions af Laura Purcell er, ud over at være en fantastisk smuk bog, også sådan en bog, der er svær at lægge fra sig. Det er en gotisk gyser; en slags gammeldags spøgelseshistorie.  Jeg er kun 87 sider inde, og er allerede stødt på en stum kvinde på et sindssygehospital, et utal af knirkende døre og aflåste værelser, et skummelt maleri, døre der spontant låser sig selv og et børneværelse fyldt med mølædte dukker, som stirrer tomt ud i intetheden. Mere klassisk bliver det vist ikke.
Stemningsmæssigt minder bogen mig faktisk om The Miniaturist af Jessie Burton, som hele verden synkronlæste for et par år siden. På én gang vildt mystisk og atmosfærisk og på den anden side ikke helt mystisk og atmosfærisk nok ... Giver det mening? 

Hvad skal du lave i weekenden? Og hvad skal du læse i weekenden? 


lørdag den 6. januar 2018

Mindebogen for 2017;

Sikke et år! År 2017 har været et af de mest forvirrende år i lang tid, for mit vedkommende. Ikke just et dårligt år, men bestemt heller ikke lutter lagkage. Der er både gode og hårde stunder at se tilbage på. Det handler vist bare om perspektivet, man vælger, tror jeg.
Ikke desto mindre har det i høj grad været et sjovt år. Med fantastiske koncerter, en vidunderlig sommer med Tinderbox-festival og en romantisk tur til Ungarn med verdens bedste Nico. En 11-års dag, en 27-års fødselsdag, en London-tur, genoplivet Harry Potter-kærlighed, vennesammenkomster og hyggeri i massevis. Her er mit år i stikord og billedglimt; 

... I starten af 2017 skete der noget mærkeligt. På en ubemærket måde. Jeg mistede nemlig lysten til at bogblogge. Ikke fordi jeg var holdt op med at læse. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at blogge. Men simpelthen bare fordi, jeg voksede fra min egen blog. Så jeg forsøgte at sætte den på pause og lovede mig selv, jeg ville vænne tilbage til den, når tiden og energien var til det. Den tid kom bare ikke rigtigt. I stedet er jeg her. Og det hygger jeg mig med.

... I foråret havde jeg en af mine største musikoplevelser til dato. Med min søster og verdens bedste Rikke under armen, roadtrippede jeg nemlig til Hamburg for at høre Ed Sheeran. Og det var en fantastisk koncert; så nærværende, rørende og helt uforglemmelig. Helt bestemt køreturen værd. Og så lykkedes det os endda at få ganske hæderlige ståpladser.
Jeg fniser i øvrigt stadig, når jeg tænker tilbage på det øjeblik, hvor de første toner til Barcelona fyldte lokalet. Rikke og jeg skreg så højt af lykke, at vi forskrækkede alle omkring os. Det var helt perfekt! 

... I maj bød vi en lille ny pelsklump velkommen i familien. Min lillebror anskaffede sig nemlig en norsk skovkat, og hun har allerede vundet hele familiens hjerter! Hun hedder Dinah, er nu næsten et år gammel og består af 90 % pels. Og hun er så vidunderlig. Jeg elsker at komme forbi min lillebror og give hende et nus.

... Sommeren begyndte for alvor i juni, hvor jeg og en flok af jordens dejligste mennesker tog til Tinderbox-festivalen her i Odense. Det var tre dage fyldt med musik, kolonihavehygge, lunkne øl, uforudsigelige regnbyger, god musik og endnu bedre stemning. Jeg oplevede bl.a. en helt fantastisk Jimmy Eat World-koncert og grinede lige indtil, jeg fik ondt i maven. Jeg kunne ikke have ønsket mig mere og glæder mig til at vende tilbage igen i år. 

... Den 9. juni fejrede jeg 11-årsdag med Nico. Min fantastiske, vidunderlige, forstående og vittige Nico. Vi havde en fantastisk dag, var ude at spise og skåle og fejrede bare hinanden. For hver årsdag vi opnår, bliver jeg mere og mere bevidst om, hvor heldig jeg er at have ham i mit liv. Jeg elsker ham. Jeg har ikke andre eller større ord end dét.

... Jeg fyldte 27 og i modsætning til de seneste par år, havde jeg ikke rigtigt lyst til at gøre alt for meget ud af det. Så i stedet fejrede jeg selve dagen med Nico og en kammerat i København, hvor vi tog ud at spise og derefter så Paramore i en energisk, sjov og svedig koncert på Store Vega. Det var sådan en god dag!
Senere fejrede jeg dagen med pizza og frozé sammen med verdens bedste læseklub – efterfulgt af en familiemiddag med min mor og hendes mand. Det var hyggeligt og tilpas stilfærdigt. Jeg er i øvrigt stadigvæk ved at vænne mig til min nye alder. Det forvirrer mig altid, at man ikke kan mærke forskel med det samme og i stedet venter utålmodigt på, hvad det egentligt vil sige at være 27. Men mon ikke jeg kun lige når at vænne mig til det, før jeg pludselig fylder 28 til sommer?

... Jeg holdte tre ugers sommerferie, og Nico og jeg tog en halv uge til Budapest. Det var en fuldstændig uplanlagt ferie, men det endte med at blive en storslået oplevelse. Byen tog mig med storm med dens gotiske arkitektur, fantastiske restauranter, sjove sidegader og gode vejr. Siden vi kom hjem har vi anbefalet Budapest hver gang, samtalen er faldet på storbyrejser. Sikke en vidunderlig by!

 ... Jeg brugte resten af mine tre ugers sommerferie på at være hjemme i Odense. Jeg passede Rasmus, vores elskede familiekat, imens min mor var på Cuba, drak farverige drinks, gik lange ture, så veninder og var hele tre gange i biografen på blot en uge. Vejret var nemlig ikke til andet. Men det var en god sommer, og jeg nød hvert sekund.

... Nico fyldte 27 i september, og jeg overtalte ham til at holde en vaskeægte fødselsdagsfest. Med barbecue, beer pong og Gin&Tonics i lange baner. Det var sådan en sjov og festlig aften – og jeg nød at fejre Nico, som nærmest ikke har gjort noget ud af sin fødselsdag, siden han fyldte 18. Han fortjente en fest.

... Det har mestendels været et godt år, men jeg har også haft mit at kæmpe med undervejs. I foråret fik en af mine næreste konstateret kræft, og jeg måtte forsone mig med tanken om det. Heldigvis viste det sig at være forholdsvist let at kurere, omend vi stadig alle mærker eftervirkninger. Mest i vores tanker og følelsesliv.
Og i august-september var jeg selv under mistanke for modermærkekræft. Resultaterne af nogle hastehudprøver fortalte dog hurtigt, at det var godartede hudforandringer, men det var et grimt chok alligevel. Det føles som om, den grimme sygdom har åndet mig i nakken hele året, og det har mindet mig om, hvor skrøbeligt livet er. Og om hvor vigtigt det er at værdsætte hvert minut.

... Et af mine nytårsforsæt var, at jeg ville nyde Odense mere. Og det har jeg bestemt også formået! Der har nærmest ikke været én måned, hvor jeg ikke har udnyttet Odenses kulturtilbud eller mange, mange, mange festivaler.
Jeg har været i teatret en del gange, set et par shows i det nye kulturhus ODEON, været til filmfestival, Harry Potter-festival, vandret igennem blomsterfestivalen, og sågar set et Ludvig Holberg-stykke i Den Fynske Opera. Det har været fantastisk at minde mig selv om, hvor meget Odense har at tilbyde.
Men jeg har også værdsat Odense på et mere hverdagsligt plan: slentret igennem de snævre bygader, faret vild i H. C. Andersens kvarter og brugt næsten samtlige af mine september- og oktobersøndage på at gå lange ture i byens efterårsfarvede parker. Jeg bliver mere og mere forelsket i byen for hver dag, der går!

... I oktober holdte jeg efterårsferie for første gang siden 2013 og tog med min mor og søster til London! Det var en fantastisk tur fyldt med solskin, efterårsfarver og sjove indfald. Det var anden gang, jeg var i byen, og jeg rejste derfra med et langt bedre indtryk af den, end jeg havde sidst. Desuden nød jeg også bare min mor og søsters selskab – det er så sjældent, jeg har dem helt for mig selv.

 ... Et af årets helt store højdepunkter fandt også sted i London. Jeg besøgte nemlig, for første gang, filmsettene fra Harry Potter. Og det var så magisk. Jeg stod der, midt i Storsalen, og græd af ren lykke. Det var som at træde ind i en umulig barndomsdrøm.


... I slutningen af november fik jeg et chok. Min stilling på forlaget blev nedlagt, og jeg blev opsagt. Just like that. Årets sidste måned har derfor været præget af en smule eksistentielt kaos, forvirring og tilpasning. Jeg har nu overleveret det sidste arbejde, er fritstillet og dermed klar til at gå en helt ny hverdag i møde. Hvad end den må være eller bringe.

... Truende arbejdsløshed til trods, har jeg alligevel nydt julen. Jeg har haft mere tid, end jeg plejer: tid til at nusse, besøge min familie og venner i Jylland, tid til at stirre på sne, læse bøger og tid til at nyde det tidlige mørke med verdens bedste Nico.

... Selve juledagene tilbragte jeg, som sædvanligt, i Vestjylland med min familie (og kattene). Det var sådan en god jul med masser af nærvær og hyggeri. Akkurat som julen er bedst. I år slap jeg endda for at arbejde i juleferien. Det er flere år siden, jeg har kunne lukke helt ned og holde så fuldstændigt feriefri! 

... Jeg afsluttede året i selskab med 11 af de bedste mennesker i mit liv. Jeg gik i seng klokken 5 om morgenen efter intense grineflip og massevis af gode drinks. Alt var lige som det skulle være, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre start på 2018. Nu glæder jeg mig til at se, hvad året må bringe!

fredag den 5. januar 2018

“The dead could only speak through the mouths of those left behind, and through the signs they left scattered behind them.” – J. K Rowling


Det er svært at skrive om døden uden at skrive ordet "død". Det er sådan et pudsigt ord, som lyder akkurat så dødt som dets betydning. "Død". Det ligger så tungt og klodset i munden, lander med et klask på tungen og forstummer al følgende samtale. "Død". Så i stedet bruger man mærkværdige og upræcise omformuleringer. "Gik bort", "Åndede ud", "Fløj til himmels", "Forlod os", "Sov ind". Og alle de udtryk har et udsagnsord til fælles: som om, der er tale om en aktiv handling. Som om, døden er et valg og ikke en uundgåelig konsekvens af sygdom, uheld, dårligdom. Måske er det nemmere at acceptere på den måde. Måske er illusionen om et valg lettere at forholde sig til end det døde ord, "død".

Ikke desto mindre, døde min oldefar i juleferien. Den 23. december, ganske tidligt om morgenen, trak han sit sidste åndedrag i den hospitalsseng, han havde befundet sig i de sidste 14 dage. Hvad der startede med en brækket hofte blev til en livstruende lungebetændelse, flere brækkede knogler og generel udmattelse. Han var 96 år gammel. Hans kone, og min oldemor, var død året forinden, og han havde boet på plejehjem i et par år. Men han var efter sigende ved godt mod. Jeg nåede ikke at se ham, siden vi sagde farvel til min oldemor, men jeg ville ønske, jeg havde. Han var et fantastisk menneske. Det var de begge.
Jeg har været privilegeret at vokse op med mine oldeforældre. Jeg husker besøg hos dem i Randers, deres antikke legetøj, min oldefars spilleri på harmonikaen, min oldemors hjemmebagte småkager og solskinsdage i deres store baghave. Jeg var med til deres krondiamantbryllup, hvor min oldemor lettere forfjamsket himlede op om sit brev fra Dronningen, og jeg tænkte aldrig rigtigt over, hvor sjældent det var. Hvor dyrebart det var at have den ekstra generation i familien, når så mange andre aldrig har kendt deres oldeforældre.
Og nu er de begge væk, og jeg føler tabet. Tabet af to gennemført gode mennesker, men også tabet af en generation med alle dens minder og vidundere. De var begge gamle og havde levet fulde og gode liv, men verden er et fattigere sted uden dem. Min verden især.